Lokalområdet Blangstedgård

Blangstedgård er en bydel i det sydøstlige Odense, opført på en del af Blangstedgaards jorder ved en storstilet arkitektkonkurrence i 1988. De fleste huse er i én til to etager. Området har børnehave/vuggestue, nærbutik, fritidscenter, café, ungdomsskole og kollegium.

Bydelen er omgivet af Niels Bohrs Allé mod syd, samt Lindved Å mod vest og nord. Blangstedgård består af følgende veje: Blangstedgårds Allé, Stammen, Kirsebærgrenen, Blommegrenen, Pæregrenen, Æblegrenen og Brombærranken. Der er forbindelse til Odense Banegård Center med bybus, og ruterne 21-24 (Ubberud/Slukefter-Tornbjerg) har stoppested på Blangstedgårds Allé.

Kohaveskoven og andre grønne områder betyder, at området er stille og roligt, selv om frakørsel 48 på den Fynske Motorvej E20 kun ligger ca. 2 km herfra.

I cykelafstand ligger desuden Syddansk Universitet, Rosengårdcentret og Butiksbyen med bl.a. Bilka og IKEA - og der er omkring 6 km til Odense centrum.

Rekreative områder
Bofællesskabet støder op til de rekrative områder, der omkranser Blangstedgård på alle sider. Her er både grusbelagte og asfalterede stier, hvor man til enhver tid kan gå ture eller motionere.

Kohaveskoven byder på rig lejlighed til at følge årstidernes skiften på nært hold.

Lindved Å, der løber ganske tæt ved, er et tilbagevendende mål for gåture en søndag eftermiddag.

Nyd det frie udsyn eller synet af de græssende kreaturer på marken.

Lidt morgenstemning uden for vinduet.